Kastanjefestival i Nordby den 1. søndag i uge 42 hvert år
På Samsø har vi en vision om at påbegynde plantning af kastanjetræer over hele øen. Det er ærgerligt, at folk ikke spiser flere kastanjer og kender andre anvendelsesmetoder end ristning. Træerne er ikke særligt svære at dyrke, og nødden smager virkelig godt. Det er så meget efterår. Derfor holder vi hvert år på den første søndag i efterårsferien Danmarks eneste kastanjefestival på Samsø. Den danske festival er bygget op efter samme model, som den franske. Her kan man opleve farverige boder med de skønneste kastanjeprodukter, gøgl og musik og selvfølgelig købe kastanjetræer med kyndig faglig bistand. Kastanjefestivalen arrangeres hvert år af Permakulturgruppen på Samsø.