”I 2006 købte jeg hus på Samsø uden anelse om, hvilken skæbne der var tiltænkt mig på øen. Jeg skulle tiltræde en stilling som administrerende leder på Tranebjerg Skole, og jeg ledte desperat efter et hus, men på det tidspunkt var der absolut ingen, der var brugbare. Tiden nærmede sig skolestarten i august, og jeg overvejede alt fra campingvogn til husbåd. Men så ringede ejendomsmægleren for at fortælle om et hus, som han dog ikke mente, var en mulighed – nærmere et håndværkertilbud. Jeg kørte alligevel ud for at se huset, og jeg var solgt med det samme. Huset var virkelig gammelt, et af de huse, som tidligere var et bindingsværkshus med husdyrhold i den ene ende. Nu var huset pudset op udvendigt, og den tidligere kostald var beboelig. Der var spor efter mår, rotter og mus alle vegne, og mange steder var huset utæt. Det så jeg slet ikke. Taget og murene var ok. Murstenene inde i huset var lavet af tørret ler, som jo er et fantastisk byggemateriale. Stedet havde været brugt til sommerhus i 12 år, derfor var haven tilgroet med brændenælder, skvalderkål og snerler. Tidligere havde der været et gartneri med tre store drivhuse. De var nu pillet ned, og fundamenterne var fyldt op med affald og gamle gulvtæpper. Det, jeg så, var en fantastisk grund, der lå perfekt i en lille idyllisk landsby med gadekær. Tilpas langt fra havet og i læ for vestenvinden. Midt i haven stod et eukalyptustræ og et stort tempeltræ.
Her skal jeg bo, tænkte jeg. Hvis et eukalyptustræ kan overleve her, hvad er der så ikke af muligheder. Og sådan blev det. Først 5 år senere, hvor huset var renoveret og haven anlagt, hørte jeg om permakultur og opdagede, at jeg havde skabt en ørken på min grund med græsplæne, pæoner, hortensia og rododendron. Der var langt mellem insekterne.
Jeg måtte i erkendelse af, at permakultur for mig blev en sandhed og ikke bare var en modedille, lægge hele haven om. Ingenting blev som før. Kun de spiselige træer fik lov til at blive stående. Ørkenen blev erstattet af et ønske om velsmagende mad med nostalgi og større fødevaresikkerhed, og plænetraktoren blev solgt. Det handlede nu om at genoplive eventyret og skabe brugbare landskaber.
(Fra min bog: Den spiselige permahave – med naturen som læremester)