Birgit Rothmann

Jeg er født i 1953 i Kjellerup og voksede op på heden i Midtjylland. Det første, jeg husker, er duften af lyng og fornemmelsen af hvid sandjord. Mine forældre havde købt et stykke jord lige op ad Kongenshus, som er et kæmpestort fredet hedeareal, og der var de i gang med at opdyrke deres jordlod til granplantage og jagtareal. Jeg lærte allerede dengang om jorden, der mest var sand og et meget besværligt jernrigt al-lag, der havde givet navn til området Alheden. Al-laget er et velkendt problem, som var én af hovedårsagerne til, at hedens omdannelse til agerjord blev så besværlig en proces. Det kompakte lag må gennembrydes, hvis der skal skabes ordentlige afdræningsforhold i jorden. Mine forældre fortalte alle de spændende historier fra heden om fatamorganaer og store flokke af den nu uddøde urfugl.

Alle folk, jeg kendte, havde mærkelige navne, som jeg selvfølgelig troede var helt almindelige. De hed Bitsch, Cramer, Würtz, Philbert, Gantzhorn, Maul, Jung, Bärthel, Dürr, Winkler, Krath og Herold. De var efterkommere af de tyskere, der i årene 1759-61 tog imod kong Frederik den Femtes tilbud om at opdyrke heden. Den første gruppe af disse tyskere udvandrede fra Frankfurt den 28. august 1759 til fods til den jyske hede. De skulle bo i kolonier på Alheden. De første egentlige bosættelser var i Havredal og Grønhøj. De begyndte hurtigt at dyrke kartofler, som blev solgt på markedet i Viborg – formentlig deraf navnet “kartoffeltyskere”.

Mine forældre var flittige mennesker, der knoklede fra morgen til aften med at skabe skove. De opkøbte mere jord og plantede den til. Til det skulle de bruge masser af små træer, og de gav sig derfor i kast med selv at starte en planteskole – først for at producere træerne, vi selv skulle bruge, men langsomt voksede stedet.

Da jeg senere lærte at læse, var det historierne fra Blichers noveller, der optog mig. Jeg læste alt på biblioteket, og min fantasiverden var fyldt op med historier om Jens Langkniv, kæltringer, natmænd, sigøjnere, røverstuer, jøder på Hald og hosekræmmere. Jeg cyklede omegnen tynd og undersøgte de steder, han beskrev fra Foulum og Tjele, E Bindstouw i Lysgård, Hald Hovedgård i Dollerup Bakker til Herregården Aunsbjerg.

Da biblioteket var tømt, var det på tide at få en uddannelse. Jeg læste kunsthistorie og litteratur i min fritid. Egentlig ville jeg være hortonom, men til det skulle jeg dengang stå i lære i 3 år, før jeg kunne komme på Landbohøjskolen i København, og min far, der selv var autodidakt, kunne ikke uddanne mig, så han lavede en aftale med en planteskole, hvor jeg kunne få den fornødne uddannelse. Men da erkendte jeg, at jeg var for dybt ankret i mine bøger og teorien. Det betød ikke, at jeg kun var i teorien og ikke magtede det praktiske. Det var et spørgsmål om en balance mellem de to.

Jeg var blevet en fysisk stærk og handlekraftig pige af livet i min hjemby Frederiks. Min fritid brugte jeg i sportshallen, som var samlingssted for alle unge i den lille by. Jeg havde en overgang ansvaret for at skrive det lokale sportsblad. Det var også i de år, jeg startede med at male. Efter nogle år blev jeg “opdaget”, og jeg begyndte at male billeder efter bestillinger. Jeg lærte, at man kunne tjene penge ved at kopiere gamle malerier til dem, der ikke havde råd til den ægte vare. Det tog uendelig lang tid, for dengang brugte jeg oliemaling, og selv om jeg var smigret af interessen, så måtte jeg sige stop og lægge maleriet på hylden. Jeg havde i øvrigt også en anden indtægtskilde dengang. Vi havde klaver hjemme, og både min søster og jeg skulle gå til klaverspil. Efter 8 års klaverboksning blev jeg engageret til at spille til kvindegymnastik. Det var lige i starten af båndoptagerens tid. Jeg glemmer aldrig lugten af svedige kvinder i stramme gymnastikdragter, når de i løb “elegant” passerede forbi mig med vimpler smygende om kroppen til tonerne af “Beautiful Dreamer”.

Jeg har altid været vild med naturen, dyrene og specielt træer. I min barndom vidste jeg præcis, hvilke planter der groede i min fars planteskole. Ofte kaldte han på mig, når der var kunder, han ikke orkede, og præsenterede mig som specialist. En dag var jeg specialist i stauder, næste dag specialist i prydbuske, frugttræer eller hækplanter. På den måde fik jeg lært navnene på planterne og deres specifikke egenskaber. Da tiden nærmede sig, hvor jeg skulle flyve fra reden, var jeg blevet specialist i at tegne haveplaner, selvlært havekonsulent og gartner, og jeg havde egentlig ikke, efter min egen opfattelse, brug for mere uddannelse i den retning. At tegne haveplaner kunne jeg fortsætte med i årene fremefter, sideløbende med at jeg uddannede mig til lærer. Noget jeg fortsatte med i al den tid, min far havde planteskolen. Lønnen fik jeg udbetalt i planter. Det betød, at jeg efter nogle år havde fyldt min første have, og jeg var nødt til at flytte. Efter endnu nogle år var næste have fyldt, og sådan gik det, indtil min far døde, og jeg flyttede til Samsø.

Jeg blev læreruddannet fra Herning Seminarium og havde tjeneste på Søndre Skole i Viborg i 26 år. I 10 af årene var jeg derudover også ansat på Centret for Undervisning i Viborg Amt som konsulent i danskundervisning for de ældste klasser. Der varetog jeg vejledning og kursusplanlægningen for dansk, billedkunst og drama.

Allerede sidst i 80’erne startede jeg med at integrere den internationale dimension i undervisningen. Min interesse startede med en udveksling til Good Hope School på St. Croix i Caribien, hvor jeg arrangerede en tur med min 9. klasse. Desværre satte orkanen Hugo en stopper for det planlagte genbesøg. Jeg administrerede og koordinerede hele det internationale område på Søndre Skole. Vi tilbød alle elever et udvekslingsarrangement til en af vore venskabsbyer, der bl.a. bød på et mangeårigt samarbejde med Bayeux. Derudover deltog vi i 6 år i flere Comenius 1-partnerskaber, hvor vi arbejdede med europæisk ungdomslitteratur og -kultur.

Sammen med nogle andre gymnasier og folkeskoler fik jeg Søndre Skole udnævnt til UNESCO-skole med deltagelse i netværket “Det transatlantiske slavehandelsprojekt” (TST). Et inspirerende og spændende projekt, som bl.a. medførte samarbejde med pædagog-seminariet, der resulterede i flere fantastiske kunst- og musicalprojekter. Senere startede vi samarbejde med en skole i Accra i Ghana og i det tidligere Dansk Vestindien. Ud over at administrere TST-projektet, lavede jeg et undervisningsmateriale til mellemtrinnet, “Slavevejen”. I 2005 stod skolen som arrangør af studietur til Dansk Vestindien for UNESCO-skoler.

Jeg har gennem årene undervist i 13 forskellige fag. Nogle af disse – livskundskab, medieundervisning og psykologi – udfærdigede jeg selv læseplan for, som skolebestyrelsen efterfølgende vedtog. Undervejs har jeg løbende opkvalificeret mig gennem videreuddannelse. Blandt utallige kurser har jeg taget en Pædagogisk Diplomuddannelse og en halv cand.pæd. i dansk. Desuden tog jeg en uddannelse som skolebibliotekar. En af mine helt store interesser har været inddragelsen af naturen i undervisningen. Bl.a. har jeg været optaget af implementering af udeundervisning. Noget som jeg har redegjort for her på siden  om permakulturskoler, og som stadigvæk optager mig en del, og som skinner igennem i hele mit virke.

I 2006 tiltrådte jeg et job på Samsø som administrativ afdelingsleder ved Tranebjerg Skole, men efter kort tid måtte jeg skifte spor efter en alvorlig stressperiode. Det sporskifte førte mig fra en karriere i skolelivet tilbage til havelivet. Jeg rejste på et tidspunkt til et smukt retreat-sted på La Gomera – en af De Kanariske Øer, og her opdagede jeg permakultur i praksis i bl.a. en samling banancirkler. Stedet, Finca Argayal, var en lille jungle med alt, hvad indbyggerne behøvede af mad, fiber, foder, medicin og byggematerialer. Her så jeg for første gang, hvordan de naturlige mønstre blev efterlignet, og hvordan genbrug af ressourcer kunne dække alles behov, også de økonomiske. Min verden var rystet, og jeg indså, at det er muligt for os at leve på en regenerativ måde med os selv og landskabet.

Det skabte en voldsom nysgerrighed. Efter at have arbejdet med haver hele mit liv var det virkelig en stor og meget anderledes oplevelse at se en dyrkningsform, som jeg aldrig havde set tidligere. Jeg forstod slet ikke de principper, men kunne bare se, at et højtydende system af planter kunne fungere tæt sammen ved at gøde og hjælpe hinanden. Et år senere, i 2013, åbnede Kærbakkens Permahave, og allerede samme år, som en af de første i landet, fik jeg haven akkrediteret som LAND-center af Permakultur Danmark. Året efter begyndte jeg at designe permahaver og skovhaver, som handler om at lave græsplænehaver om til små madhaver. I dag arbejder jeg udelukkende med udbredelsen af permakultur og designer skovhaver og permakulturskoler. Samsøs natur og havens skønhed og ro er ren terapi for de besøgende, og et nyt ønske om at åbne haven for stressramte ligger latent i baghovedet.