Få lavet din helt personlige haveplan, designet af en havekonsulent.
Pris 3500 kr. + transport
En tegning giver overblik og er et godt værktøj til at holde styr på arbejdet i haven. Jeg har gennem 40 år arbejdet med havetegninger og ydet havefaglig rådgivning ved besøg. Hvert design er unikt og afhænger af uendeligt mange faktorer altid ud fra personlige ønsker og behov. De opstår i en tæt dialog med modtageren og et grundigt forarbejde i øvrigt på stedet.
Haver er alle sammen forskellige og repræsenterer typer af mennesker. Det er jeg altid meget bevidst om, når jeg designer. Med en haveplan i hånden få du overblik over hele haven, så du undgår fejlkøb og fejlplaceringer af planterne. Etablering af spiselige landskaber er min helt store lidenskab, og når planen er på plads, og du har en planteliste i hånden – så kan du springe direkte til det sjove – netop at høste, spise og nyde!
Små rum
Nogle har kun små haver. De er af den mening, at det ikke kan betale sig at planlægge med så lille en have. Der tager man helt fejl. Det er netop i de små rum, der virkelig skal planlægges meget for at få mest muligt ud af det. Bare besøg IKEA og se, hvad de kan med små rum. Selvom man kun har en lille have, kan der sagtens laves spændende design. Så arbejder man indgående med vægge, loft og gulv og masser af detaljer.
Vi starter hjemme i din have med et besøg på ca. 2 timer, hvor vi ser på mulighederne og skitserer form og indhold, først derefter kan jeg tegne din haveplan. Det er vigtigt for mig at udnytte de bedste muligheder i den enkelte have og at alle haver er unikke. Løsningen kan du bruge her og nu, eller du kan vælge at udføre arbejdet over flere år.
Få designet en permahave
Faktisk kræver det kun din vilje og interesse at begynde at omdanne din jordlod til en spiselig oase. Du vil opdage, hvor let og sjovt det er at opbygge urtespiraler, at dyrke fantastisk smagende svampe, designe en have, der vander sig selv, grave ud til en pizzaovn, etablere en spiselig skovhave, udvælge og plante spændende frugter, omdanne din høst til de lækreste retter og så meget mere. Mine designs er gennemsyret af min kærlighed til træerne og skoven. Skoven er det naturlige økosystem i vores tempererede klima. Hvis vi stopper med at klippe, slå og pløje på et bestemt sted, vil stedet helt naturligt springe i skov. Skoven er hjem for mange pattedyr, fugle, krybdyr, padder, insekter og svampe, og det er også her, mennesker har hentet næring gennem meget af vores tid på planeten Jorden. Budskabet er at bruge naturen som læremester og følge etikken at tage dig af jorden, så vil jorden også tage sig af dig. Permakulturprincipperne kan arbejde i det mindste byrum, på rummelige gårde, i ørken, bjerge og sumpe. De kan tilpasses til hvert sted, baseret på dine mål og foreliggende elementer.
Et design vil hjælpe dig til at forme dit lille eller store stykke ørkenhave til noget saftigt og produktivt, hvor du kan skabe dit blomstrende landskab, der fungerer af sig selv, altså bruge mindre tid med din plæneklipper og meget mere tid i hængekøjen.
Kærbakkens Permahave
Min have er skabt ved knopskydning og impulskøb. Sådan er det at være pionér. Det gør den ikke bedre, men lærerig. Hvis haven med de mange bede fyldes op med alt det, man uafbrudt falder for, kan
det færdige resultat godt blive lidt for “begejstret”.
Har man længe drømt om et stort drivhus med plads til at sidde og nyde aftenkaffen, og er der blevet behov for at indrette terrassen mere spændende? Kunne man måske omlægge haven til den nemme, spiselige have, der kun kræver få timers arbejde og mere tid i hængekøjen? Er det nu, der skal laves pergola og labyrintiske stier? Hvilke planter skal købes, og hvilke frø skal sås?
Mange har i disse år et ønske om at blive mere selvforsynende. Det kræver, at du får udarbejdet en plan.
Efter at have tegnet prydhaver i 40 år, tog jeg mit PDC (Permaculture Design Certificate) Det betyder, at jeg i dag næsten udelukkende tilbyder design af permakultursystemer efter permakulturprincipper og -etiske retningslinjer – ofte i samarbejde med Cecil Rye Olsen, der også har en PDC.
Et permakulturdesign hjælper med til at bevare overblikket i etableringsfasen, så man ved, hvor man er på vej hen – både overordnet og i alle delprocesserne. Nedenfor er eksempler på nogle meget forskellige permasystemer – store og små og med større eller mindre kompleksitet.
Eksempler på design
Inspiratoriets Skovhave
Ejet af Cecil Rye Olsen og designet af Birgit Rothmann. På Samsø er der flere steder permakulturprojekter, som kan besøges. Ved Besser ligger Inspiratoriet, hvor Cecil Rye Olsen har etableret en komplet 2.500 m2 skovhave designet efter permakulturprincipper. Formålet med skovhaven er at vise mulighederne for at regenerere jorden, skabe optimale forhold for en fantastisk biodiversitet, lagre kulstof og selvfølgelig skabe en højere grad af selvforsyning for egen familie og alle de grupper, der bruger Inspiratoriets faciliteter med plads til undervisning og overnatning. Dette sker naturligt gennem Cecils præsentation af stedet og den måde, stedet bruges på, og den mad, der spises, der selvfølgelig indeholder mange nye spændende frugter, nødder og flerårige grøntsager fra skovhaven, køkkenhaven og drivhuset.
Designet af Inspiratoriets Skovhave har primært fokus på de øverste to lag og grundstrukturerne i haven – sø, grøntsagsspiral, bakke og hovedstier. Træerne er placeret i forhold til deres fuldvoksne størrelse, højde og samarbejde. Lige nu arbejder Cecil på at udnytte de lysåbne områder under de meget unge træer og buske, så hun kan stable så mange flerårige afgrøder som muligt, indtil træer og buske modnes og giver større udbytte. Anlægsarbejdet startede i 2013 og forventes færdigt i efteråret 2018. Vi kan allerede nu se en vild tilgang af fugle, insekter og andet liv som følge af introduktionen af ca. 350 nye planter, buske og træer på området.
Søholm Opera i Nordby
Design af Birgit Rothmann og Cecil Rye Olsen.
Lise og Mike, der ejer Søholm Opera, vil realisere et smukt og spændende projekt på deres 5 ha ejendom i Nordby. Projektet indeholder et operahus til operafestival, opera i naturen efter engelsk tradition, børneopera, masterclasses og meget mere. Projektet indeholder et engelsk haveafsnit, offentlig naturlegeplads, selvfodrende hønsegård og permaskovhave til glæde og gavn for operahusets gæster, lokalsamfundet og ikke mindst områdets fugle og dyreliv.
Sørens permahave
Design af Birgit Rothmann og Cecil Rye Olsen.
Søren har et skønt hus i landsbyen Besser på Samsø med en stor grund ved siden af, hvor han gerne vil etablere en permahave. Huset er udlejet hele sommeren, så designet skal bl.a. sikre, at der er både meget tidlige og flere sene afgrøder, og at haven i vid udstrækning kan passe sig selv i juli og august, så Søren kan nyde og høste i de perioder, han har huset for sig selv. Derfor er der i designet lagt vægt på mange flerårige grøntsager, der kommer tidligt og kræver minimal pasning, når de først er etableret, samt mange bærbuske, frugt- og nøddetræer som sene afgrøder. Søren vil gerne gøre noget for insekt og dyrelivet i landsbyen – derfor er der lavet et lille vandhul med overløb fra regnvandsopsamling i dalsænkninger og sten- og kvasbunker i nærheden.
En have til både børn og frilandsgrise i Toftebjerg
Design af Birgit Rothmann og Cecil Rye Olsen.
Michael og Susanne Lind ejer et stort, skønt legeområde til deres to plejebørn og deres dyrehold af grise, høns og gæs. Haven ligger på en hjørnegrund lige ud til vejen og kan ses fra alle sider. Men de var trætte af at holde det store område rent uden egentlig at få nogle afgrøder ud af det. Cecil og jeg gik derfor i gang med at lave en spændende permahave, hvor der var plads til det hele. Den store børne- og dyrelegeplads blev både skønnere og mere spændende.